I sidste weekend stillede Jesper Nybo Riis til start ved dette års Ironman Lanzarote, hvor et rekordstort profelt skulle kæmpe om sejren i et af verdens hårdeste Ironman.
Jesper Nybo Riis kom op af vandet i den sidste tredjedel af feltet som nr. 36, men herfra formåede han at kæmpe sig helt frem på 13. pladsen efter både løb og cykling.
Jesper Nybo Riis ser tilbage på sin præstation med stolthed.
“Jeg er ydmyg over min præstation sammenlignet med vinderens, men samtidig har det givet mig blod på tanden for større resultater. Det giver mig en tryghed, at jeg kan præstere på dette niveau i så hårdt et race. Det kommer til at give en selvsikkerhed og et større overblik til andre stævner i fremtiden,” fortæller Jesper Nybo Riis.
Både varmen og vinden var udfordrende faktorer i konkurrencen, hvor flere topatleter undervejs måtte se sig slået af varmen.
“Jeg håndterede varmen godt, men jeg var også meget tro mod min væske – og salte plan. Jeg vidste, at jeg skulle indtage høje mængder af salte og væske, og at det især var en stor prioritet på cyklen,” fortæller Jesper Nybo Riis, der ligeledes fremhæver, at der var meget langt mellem depoterne.
Efter et vellykket Ironman Lanzarote holder Jesper Nybo Riis nu en velfortjent ferie inden blikket rettes mod det næste store mål; Ironman i Nice til september.